HAVELIV FOR BØRN

Ungerne elsker selv at hente tomater i drivhuset og de er allerbedst hvis man bare spiser dem med det samme.Små cherry tomater.Vi henter også masser af agurker og gule squash.Vi kan også virkeligt godt lide at lave bål i haven.Og nogle gange bager vi snobrød.Morgenfruer, dild, tagetes, purløg og rødbeder.

I vores familie er vi virkeligt glade for havelivet. Vi har drivhus, bålsted, staudebede og køkkenhave, og det at være i haven, er noget vi voksne og børn kan være sammen om.

En af de bedste ting ved haven er alle de lækre spiselige sager.

I drivhuset har vi tomater, agurker, gule squash og figner. Ungerne elsker selv at plukke af alle de forskellige slags tomater, og de skal helst spises med det samme.

I køkkenhaven er der forskelligfarvede gulerødder, ærter, dild, radisser, rødbeder, tallerkensmækkere, morgenfruer, tagetes og purløg. Vi har hindbær og solbær og planlægger at udvide bærhaven i løbet af efteråret.

Ofte bruger vi bålstedet. Nogle gange bare til bålhygge, hvor vi samler træ og kviste og bare kigger i flammerne, og skal det være ekstra godt laver vi, snobrød, rister pølser, laver pandekager eller måske æggestand.

Når jeg skal pusle i mine staudebede, så sker det ofte at børnene leger i legehuset, gynger i hængekøjen eller hopper på trampolinen. Så er det tid til, at vi laver hver vores men alligevel sammen.

Havelivet får hjertet til at banke hurtigt og langsomt på en og samme tid!